En brugerprofil til livet

Forleden hjalp jeg min mand med at oprette en Facebook-profil (bedre sent end aldrig!:).

Man skulle vælge forskellige indstillinger ved oprettelsen – og her kunne jeg så vejlede ham i, hvad der var hensigtsmæssigt at krydse af og hvad han nok ikke fik brug for. Og jeg tænkte tilbage på, hvordan jeg selv for de der 13-14 år siden oprettede min facebookprofil, men dengang uden at ane hvad jeg gik ind til. Siden har jeg løbende været inde og rette nogle indstillinger og slå noget til og andet fra, som jeg kunne se var mere hensigtmæssigt.

Så slog det mig, at det på en måde svarer til, hvordan vi som nyfødte kommer hertil. Vi opretter en ‘brugerkonto’ i livet på Jorden uden at ane hvad vi går ind til og hvilke indstillinger vi får brug for! Og så er der jo ikke noget at sige til, at vi nogle gange får valgt nogle livsindstillinger, som måske ikke er så hensigtsmæssige for vores liv.

Det kan være at en tidlig oplevelse af at blive skræmt får os til at vinge af ved indstillingen ‘vær konstant på vagt’ eller ‘modtag notifikationer om alt hvad der sker omkring mig’ – hvilket jo unægteligt belaster nervesystemet gennem livet.

Jeg tror at vores første indstilling bliver foretaget i det øjeblik vi bliver født. Oplever vi verden som et kærligt og trygt sted, hvor der er ro og varme? eller bliver vi måske skræmte af at opleve en smertefuld fødsel eller et akut kejsersnit? Det kan være afgørende for hvordan vores nervesystem indstiller sig på at klare livet.

I den første tid som spædbarn vil vi også møde oplevelser, som påvirker vores indstilling til om vi har ret til at føle vores egne behov og dermed i sandhed være den vi er. Bliver vi mon ammet når vi er sultne eller har mor lært, at børn kun må ammes hver 4. time? Så kan det være at vi ubevidst lærte at undertrykke vores behov for at være sikre på, at vi blev elsket. Som nyfødte gælder det vores liv at vi bliver elsket, så der er vi klar til ubevidst at lukke ned for hvad som helst i os selv for at passe ind og dermed overleve.

Børn oplever følelsernes styrke meget fysisk i kroppen. Hvis barnet bliver mødt og rummet i sine følelser, så styrkes selvværdet. Men hvis ikke følelserne bliver spejlet af omverdenen, lærer vi ubevidst, at de er forkerte og vi er nødt til at lukke af for kontakten til dem og til kroppen. Og så kan det meget vel være, at vi får ‘sat et hak’ ved den indstilling der hedder ‘jeg må overleve på min mentale kraft, jeg må regne ud hvordan jeg klarer mig, jeg kan ikke stole på hvad det er jeg føler’. Og vi lukker ned for at mærke kroppen og vores sande følelser.

Vi får altså lavet os nogle indstillinger på vores ‘brugerkonto i livet’ i barndommen. Hvis vi er heldige er de positive, styrkende og befordrende for vores selvværd og udvikling. Og så skal vi jo bare som voksne glæde os over en velfungerende livsprofil.

Men hvis vi oplever at der er noget der ikke fungerer, hvis vi kæmper med psykiske og fysiske udfordringer og livet føles hårdt, så er det værd at få foretaget nogle justeringer.

Og så er det jo vi skal åbne den der fane med indstillinger! Se, det kan jo i sig selv være en udfordring at gå derind – måske er der knap, der fører til indstillingerne rigtig svær at få øje på, for den ligger jo dybt i det ubevidste. Og der kan være stor modstand. Hvorfor? Fordi sidst vi var derinde og sætte et hak ved ‘livet er smertefuldt’ eller ‘jeg er ikke god nok’ da var vi i smerte og vi var skræmte. Når valgene er truffet i smerte, så kan der meget nemt være noget i os, der fortæller os endda med store bogstaver ‘GÅ IKKE DERIND, DET GØR ONDT’. Og så drøner vi videre derudaf i livet og prøver at få det til at fungere med den profil vi nu har, samtidig med at vi gang på gang irriteres over for mange notifikationer eller funktioner, der er deaktiverede.

Men ligesom det kan være en lettelse at få rettet indstillingerne på Facebook (i det lille billede) så er det det HELE værd at få ændret indstillingerne i det store LIVSbillede, sådan at vi har adgang til alt det vi er og det vi har brug for.

Når først vi finder modet til at lede efter og se på hvad der findes under knappen med indstillinger, når vi får hjælp til at dykke derind i det ubevidste for at se og justere, så kan vi heale. Og en vej derind går gennem kroppen. I vores krop lagres alle de indstillinger vi har med os fra da vi blev født – måske endda før vi blev født – når vi lytter til kroppen fortæller den os om vores ubevidste indstillinger til livet. Og gennem den dybe kontakt vi får til os selv igennem det terapeutiske arbejde med kroppen, kan vi ændre på indstillingerne.

Vi behøver ikke nødvendigvis forstå dem alle sammen før vi kan rette dem. Systemet er meget mere intelligent end Facebook! Der er fantastiske indbyggede funktioner, som automatisk kan genoprette sunde og nærende indstillinger tilpasset vores unikke sjæls behov. Helt af sig selv. Når bare vi tør gå derind, åbne op og give det lov.

Felt