At overgive mig fuldt ud til livet og til det, livet vil med mig, uanset hvad mit hoved kan have haft af andre planer, har været et tema for mig de seneste år og er det i allerhøjeste grad lige nu. Måske jeg har nået den alder en klient kaldte for ‘overgivelsesalderen’ 🙂
At ‘overgive sig’ betyder for mig, at give slip eller give efter. Give slip på at forstå og på at vide, men overlade det til en intelligens der er større end min at føre mig. Vi kan kalde det Den Universelle Intelligens eller måske det guddommelige eller bare den kraft, der får livet til at strømme i mig, det er ikke så vigtigt hvad det kaldes. Men det er en intelligens, der er der hele tiden og som leder os, uanset om vores sind fortæller os, at vi selv har kontrol over hvad der sker eller om vi ikke har.
I virkeligheden har vi aldrig helt kontrollen, nogle gange går tingene som vi forudser og ønsker, så føles det som om vi selv har kontrollen (det fortæller sindet os), andre gange går det anderledes og så føler vi at vi mister kontrollen (så fortæller sindet os at vi ikke har styr på noget). Men begge dele er en illusion. Det er livet der har kontrollen og det kan vi læne os ind i. Det kan vi overgive os til.
Men det kræver at vi giver slip på at ville forstå det hele og på at vide, hvor det fører hen, og også på at vide hvad der er rigtigt eller forkert. Hvordan kan vi egentlig vide det? Livet er et mysterie, siger man. Det kan lyde som en kliché, men hvis man virkelig ser det i dybden, så indeholder det en meget stor frihed. For mysteriet kan man ikke forstå, det er der, det magiske eller guddommelige træder ind. Og når vi ikke behøver at forstå, kan vi slippe kontrollen og hengive os til det der sker og så er vi frie.
Al følelsesmæssig smerte kommer af modstand på det der sker. Uden undtagelse. Det gør ondt fordi vi mener det skal være anderledes. Noget må ikke ske. Eller noget andet burde ske. Hvis vi kunne være i ro med alt det der sker i hvert eneste øjeblik ville det ikke gøre ondt inden i. Det kan de færreste, fordi vi tænker og dermed har tanker om hvordan det burde være, hvordan verden skulle være og hvordan vi selv burde være. Det hører med til det at være et tænkende menneske og have en bevidsthed om os selv og verden, det er svært lige at ændre på. Og det skal vi nok heller ikke. Men bevidstheden om at den følelsesmæssige smerte kommer af modstand på det der sker, kan være en hjælp til at finde bare lidt mere accept og lidt mere ro.
Overgivelsen til livet er at følge flowet i det, der sker i tillid til, at jeg derved læner mig ind i en meget større intelligens end min egen. Ved at komme ud af tankerne, ud af hovedet og ned i kroppen til hjertet og til intuitionen kan jeg lytte til stemmen fra visdommen som taler om kærlighed i stedet for tankerne, som hellere vil tale om frygt.
Min krop og mine sanser er adgangen til livet og til den indre visdom.
