Når nærhed betales med friheden til at være os selv
Jeg tror mange kender det, hvad enten det er i parforhold, på jobbet eller i forholdet til os selv: vi gør os umage for at være den, vi mener der forventes af os, for at kunne føle os elskede og accepterede og dermed også at kunne elske os selv.
Jeg tror også at mange kender til konsekvensen af at leve efter den overbevisning: Vi føler os fanget. Vi lider fordi det er hårdt hele tiden at måtte tilpasse os, men vi føler at vi må blive ved, vi må holde ud. Måske begynder vi at mærke den bitterhed og vrede der ligger under følelsen af at skulle opofre sig eller knokle for hårdt, det er uretfærdigt, urimeligt. Men vreden forbliver undertrykt, for vi er jo nødt til at holde ud. Vi skal jo klare det. Det forventes af os. Man kan ikke bare sige op eller gå sin vej …
Det kan være at kroppen spænder op og gør ondt, den danner det fængsel vi føler os fanget i, skuldrene trækkes frem for at bære byrderne, åndedrættet holdes tilbage for at følelserne ikke slipper ud… men inden i ulmer længslen efter friheden til bare at være som vi er.
Kan du genkende noget?
Det er et mønster med rødder i barndommen. Vi har fået den overbevisning med, at for at være gode nok til at fortjene kærlighed og accept, så må vi opgive at være os selv. Og hvis vi vil opnå den frihed vi længes efter, så koster det kærligheden. Og uden kærlighed overlever vi ikke som børn. Så vi må opgive friheden og blive og holde ud. Vi føler os magtesløse.
Tænk på hvor megen traditionel opdragelse der handler om at lære børn at gøre som der bliver sagt? At være som der forventes af dem? Uden tvivl i den bedste mening, men konsekvensen er, at den opdragerstemme er blevet til vores egen indre dommer, som holder os fast i en overbevisning om, at kærlighed koster os frihed og hvis vi vil have kærlighed (altså overleve) så må vi opgive os selv.
Det er derfor det giver så meget mening, at arbejde med indre barn terapi.
Når vi arbejder med det indre barn, så kan vi opløse den overbevisning. Så kan vi genfinde den styrke, livsglæde og kærlighed, som vi lærte at holde tilbage engang, da vi skulle betale med friheden til at være os selv. Når vi møder barnet og fortæller det, at det må være den det er nu, at det er elsket for alt det det ER, uanset hvad det GØR, så kan vi indse vi hvad vi gør ved os selv og så løsnes båndene og fængslet åbnes.
Så vil vi opleve at jo mere vi tør åbne for hvem vi virkelig er, jo mere kærlighed er der plads til både at give og modtage. Og vi skal ikke betale med vores frihed. Tværtimod.
