Jeg kender vreden som en uregerlig størrelse inden i, en buldrende energi, som synes at søge ud i verden for en årsag og dog sjældent egentlig har hjemme andre steder end i mig selv. Det er der jeg må møde den, se den og lytte til dens budskaber.
Som barn husker jeg vreden som en indre fysisk kraft, som oftest rettet imod uretfærdighed. Men min vrede var ikke velkommen. Den var ustyrlig og forkert og derfor blev den bortvist. Når jeg blev vred var jeg forkert og skulle skamme mig. Søde og dygtige piger bliver ikke vrede.
Så jeg lærte at undertrykke min vrede.
Men vreden forsvandt ikke. Jeg vendte den indad imod mig selv i form af selvdestruktive tanker. Den blev til lavt selvværd. Den blev til depression. Og når den kom frem var det i form at kritik af mine nærmeste, brokkeri og negativitet. Som et spejl af den kraft jeg havde vendt imod mig selv.
Men jeg har nu lært at vrede er forbundet med livskraften i os. Det er livet som vil have sin plads, som vil vokse og trives i frihed. Vrede er en drivkraft imod denne frihed.
I barndommen oplever vi ydre begrænsninger på vores frihed. Vi lærer at vi skal være på en bestemt måde og hvordan vi ikke må være. Og de begrænsninger tager vi med os, også når de ydre begrænsninger ikke længere er der. Og med begrænsningerne følger vreden, den indre vrede som vil have os ud af begrænsningerne og sætte os fri til at være som vi er.
Fordi det er svært at se i øjnene at vi selv skaber og vedligeholder begrænsningerne i form at negative tanker og selvfordømmende adfærd, og dermed vækker vores egen vrede, så vil vores sind lede efter en ydre årsag: det er ægtefællen, chefen, de andre bilister, folk på Facebook osv der gør os vrede. Nogle mennesker udtrykker det uhæmmet over for andre (måske uskyldige), andre brænder det inde i sig selv.
Men vreden forløses først når den bliver set, sådan rigtigt set, af os selv. Og anerkendt som livskraft der ønsker os frie og glade. Og så kan det godt være at der skal udtrykkes noget over for nogen, som holder vores frihed tilbage eller overskrider nogle grænser (selvom vi måske også ofte vil erkende, at det ikke er andre der gør os vrede). Men når vreden udtrykkes fra et sted med selvværd, som kommer af at vi anerkender at følelserne kommer inde fra os selv, som en kraft der ønsker vores frihed, så kan den udtrykkes med autoritet og power.
Jeg kender i denne tid vreden i mig selv, som en ild der brænder illusioner væk, nedsmelter rammer og kasser, som jeg har troet jeg skal passe ind i. Som en stemme fra mit indre barn, der skriger ’jeg vil ikke være dygtig, jeg vil være fri!’. Som gør oprør imod alle de forestillinger jeg har haft om hvem jeg skal være og hvad jeg skal opnå i livet.
Jeg har gennemskuet at det ikke er andre der gør mig vred. Vreden er min. Og det er mit eget ansvar at se den og tage den alvorligt, lytte til den og give den plads. Og så tror jeg at den kan bruges som det den oprindeligt var beregnet til: en kraft der skaber plads i mig til at mit liv kan udfolde sig frit.