Forleden havde jeg den ære at få lov at behandle en nybagt mor. Baby var med på briksen og lå på hendes mave.
Min klient havde født ved akut kejsersnit efter et døgn i fødsel og havde i de første timer ikke kunnet være rigtigt tilstede med sin nyfødte. Det var nu to måneder siden og både mor og baby trivedes nu fint. Men den lidt svære start fyldte stadig i klientens bevidsthed.
Jeg oplevede at hun under behandlingen langsomt kom tilbage i nærvær med sin krop. Hun begyndte helt at kunne mærke kontakten til sine ben igen, de blev varme, og lænd og underliv blev varmere. Bækkenbunden var meget spændt, men den begyndte også lige så stille at give slip på spændinger, samtidig med at hendes kæber kunne slappe mere af.
Under healingen fik den unge mor en oplevelse af at kunne mærke rent kropsligt, at det virkelig var dette lille barn der havde ligget i hendes mave! Det var smukt og rørende.
Kroppen er i chok efter et kejsersnit. Jeg ved det, for jeg har selv prøvet det. Og det er uanset at vi med vores hoved ved hvad der sker, så ved kroppen det ikke. Epiduralblokaden gør benene følelsesløse, vi er magtesløse i det, der egentlig kropsligt er det vildeste udtryk for vores kraft, som ikke får lov at udfolde sig. Kraften i kroppen bliver bremset og kan sammen med chokket sætte sig som stærke spændinger i kroppen.
Jeg vil ikke tale imod kejsersnit. Det er et vigtigt indgreb som rødder både børn og kvinders liv og helbred. Men jeg ville ønske at alle kvinder fik tilbudt kropsbehandling og healing som hjælp til at slippe chokket og på den måde få genskabt nærværet og tilliden til kroppen efter en fødsel, som på den ene eller anden måde ikke har været på kroppens præmisser.
Og det er ikke for sent at arbejde med chokket i kroppen over et kejsersnit selv hvis det er mange år siden du har født. Kroppen husker. Og alle mødre er altid velkomne på min briks.