Lad vingerne bære

En klient fortalte mig om en drøm:

Hun stod ved kanten af en klippe med en fugl i hænderne. Fuglen var lille og pjusket, som en lille spurv. Hun ville lade fuglen flyve og bære sig med. Bag hende stod nogle mandlige skikkelser som talte sammen om, at den fugl kunne jo åbenlyst ikke bære hende, det kunne hun lige så godt opgive.
Men hun VIDSTE i sit inderste, at fuglen kunne bære hende. Og da fuglen foldede sine vinger ud og fløj med hende, så var det med alt andet end små pjuskede spurvevinger: den bar hende på stærke farvestrålende smukke vinger!

Vi har allesammen vinger, hvis vi tør folde dem ud. Og hvis vi tør stole på vores indre viden om, at de nok skal bære os. Vi behøver ikke at lytte til stemmerne fra de rationelle tanker, som fortæller os at vi ikke kan, også selvom det kan synes åbenlyst, at de har ret.

For de af jer der husker Muppet Show og de to sure gamle mænd på balkonen, der kritisk kommenterer alt – det er sådan de rationelle tanker fungerer … ikke alt for sjove at lytte på, vel? Så lad dem bare sidde der på balkonen og vrisse, de vil jo bare passe på os, men lad være med at lytte til dem.

Lyt til stemmen fra hjertet, der VED at vingerne er stærke, også når de ikke ser sådan ud for fornuftens øjne.

De forandres på magisk vis, når du folder dem ud. Og fold så vingerne ud så alle farverne i dem bliver synlige.

Det er derfor du er født med VINGER – så verden kan få dem at se 🦜💖

Hvis dine vinger bliver holdt tilbage, kan det sætte sig som spændinger og smerter mellem skulderbladene og ud i armene. Jeg ser det ofte ved mine klienter.

Og ja, det lyder måske lidt mystisk, at det symbolske i at ‘folde sine vinger ud’ skulle have en fysisk relation til området mellem skulderbladene, men sådan har jeg oplevet det gentagne gange.

Vingerne er udtryk for udfoldelsen af vores evner, potentialer, unikke talenter og drømme. Både i forhold til det vi rækker ud i verden med og realiserer med rationelle evner og handlekraft (højre side) og for kontakten indadtil, det indre liv, følelserne, intuitionen, spiritualiteten (venstre side).
Det siger sig selv, at hvis kun den ene vinge er udfoldet, så flyver vi skævt! Vi får svært ved at styre og ramler før eller siden mod en mur eller falder til jorden.

Når den ene vinge (det er ofte den højre pga den måde vores samfund er bygget op) gennem mange år har skullet forsøge at bære os alene, så vil den blive træt, måske smertende, måske forstenet, følelsesløs og opgivende. Så begynder den anden vinge (i dette tilfælde venstre) måske at røre på sig og kalder på opmærksomhed – og holder vi det tilbage (det kan f. eks. være, at det er en trang til at udvikle vores spiritualitet, som vi ubevidst modsætter os af frygt) så kan der opstå smerter i venstre side.

For at opnå harmoni og balance i både krop og sind, må vi derfor tillade vores vinger at vokse ud på begge sider til et stort, stærkt og smukt farvestrålende vingefang! 🦜💖

Felt