Tag hensyn til dig selv

En klient kom til mig for at få en behandling for smerter og spændinger i kroppen – fødder, ben, ryg, arme, albuer og især skuldrene smertede og kroppen var anspændt. Da jeg under behandlingen spurgte ham, hvad han selv mente, at hans krop ville sige med de smerter, svarede han prompte: “At jeg skal slappe mere af”.

“Kan du det?”, spurgte jeg.

Nej, det mente han ikke, han havde jo så meget ansvar, havde haft en hård barndom, været nede med stress og havde en skilsmisse bag sig … og var nervøs for en forestående eksamen.

Manden var i fysisk god form, håndværker, nu i gang med en drømmeuddannelse efter at have valgt en ny vej, der føltes helt rigtig for ham. Jeg fornemmede, at han egentlig stod et godt sted i livet og hans krop virkede sund og stærk.

Men hvorfor gjorde hans krop så så ondt?

På grund af TANKERNE. Hans tanker fortalte ham hele tiden, at han havde ansvaret for … det hele! (Sådan udtrykte han det, DET HELE – hvem kan bære på ansvaret for DET HELE uden at få ondt i skuldrene?!) og tankerne fortalte ham også, at han ikke håndterede det godt nok (ondt i armene), at han ikke var i stand til at gøre det godt nok og tage de rigtige skridt (ondt i ben og fødder) at han aldrig var god nok – og tankerne forklarede endda årsagen til denne ‘uduelighed’ med tidligere modgang i livet.

Det lød meget plausibelt.

De er snedige de tanker.

Har mandens tanker så ret?

Nej, jeg så jo at manden var på rette vej, han klarede sig grundlæggende godt i livet!

Kroppen vil med smerterne fortælle ham, at de ukærlige og selvkritiske TANKER er FORKERTE, det er dem der er smertefulde! Det gør ondt at tænke om sig selv, at man ikke er god nok, at man aldrig har lov at slappe af, at man har ansvar for ALT.

Der var meget lidt plads til selvomsorg og selvkærlighed i denne mands tanker. Han bar på en dyb overbevisning om, at det havde han ikke ret til.

At fortælle ham, at han skulle begynde at elske sig selv ville derfor være for stort et krav.

“Men jeg kan begynde at tage mere hensyn til mig selv”, foreslog han selv.

Det er et godt sted at starte, tænker jeg. Jeg kan godt lige ordet HENSYN. Tage hensyn til … det lyder blidt og kærligt. En venlig tilgang til os selv. At se på os selv med kærlige øjne. Med hensyn.

Også i tankerne.

For når vi tænker selvkritisk, tvivler og nedgør os selv, så gør det ondt. Også i kroppen.

I en behandling kan vi italesætte de overbevisninger, som skaber smerte for klienten. Men dybe overbevisninger skal ændres med små skridt, de flyttes ikke bare lige.

For denne mand var det et muligt skridt, at tage mere hensyn til sig selv. Forhåbentlig kan det hen ad vejen føre til mere selvkærlighed … og færre smerter.

Kærlig hilsen ❤️

Merete / Healende Kropsterapi

Felt